#101 Hvad er din døråbner?

via GIPHY

"Jeg har en masse ideer, og så er det som om det hele tager overhånd. I sidste ende kommer jeg aldrig længere - og det er vildt frustrerende."

Sådan sagde en god bekendt af huset forleden.

Hvilket fik mig til at tænke.

For hvorfor er det lige, at vi lader vores egne ideer spænde ben for, at vi kommer ud over kanten?

Pointe nr. 1

Dit første - eller tiende - produkt behøver ikke være dyrt.

Det behøver ikke være stort.

Eller forkromet.

Alt for ofte tror vi, at der skal være store, svungne linjer, lækker grafik - og hvis du sælger onlinekurser, smukke, professionelle videoer.

Men sandheden er noget mere enkel.

HVIS du hjælper din kunde godt videre med hendes problem, er det ret ligegyldigt, hvordan dit produkt ser ud.

Ja, vi er alle æstetikere - og det kan gøre ondt at sende noget 'grimt' ud i verden.

Men hvis det grimme hjælper, skal du ikke sætte hælene i og insistere på, at alt skal være smækker-lækkert, inden det ryger ud i æteren.

Din kundes fremdrift er det vigtigste, for det er den, der gør, at kunden vender tilbage og vil have mere.

Hvilket fører mig til ...

Pointe nr. 2

Dit produkt kan være en døråbner.

Det første, din nye kunde køber - og forelsker sig i.

Ofte forelsker vi os i noget, der let og enkelt fører os videre, løser vores problem eller gør vores hverdag lettere.

Det er sådan ca. 100 gange nemmere at sælge noget, der er enkelt at gennemføre, end et stort, forkromet forløb (tro mig!).

Dagens råd til dig er:

Hvis det her er dit første onlineprodukt (eller et hvilket andet produkt/service eller vare), så tænk grundigt over:

Hvor LIDT du kan tilbyde og hvor MEGET din kunde kan flytte sig med det?

Når du laver en døråbner, sker der to ting:

  1. Du kan sætte prisen lavt (hvis du har ondt i maven over høje priser)
  2. Du kan levere noget enkelt, som er automatiseret*

En døråbner kan være et mini-kursus, en pdf, en kort række videoer, en lukket Facebook-gruppe eller hvad som helst, der er enkelt for dig at levere - og let for dine kunder at gennemføre.

Samtidig skal du ikke vente i månedsvis på, at videoer bliver klar, at du får lavet 22 pdf'er eller andet godt.

Version 1.0

Den allerførste Apple-computer var IKKE lækker og strømlinet. Det kom senere.

Den første mobiltelefon var en værre klods, hvor du bar batteriet rundt ved siden af - den var ikke trådløs. MEN den satte gang i en lavine.

(Find selv på flere version 1.0'er, der var noget værre hø - og som alligevel åbnede døren til et marked, et kundesegment eller en helt ny niche)

Der er også plads til din version 1.0 😎

Version 2.0 kommer - bare rolig. Du finder ret hurtigt ud af, hvor du gerne vil justere lidt, lave noget lækkert grafik eller andet.

Men vent, til du har solgt nogle stykker af din døråbner.

For i første omgang handler det om at sælge noget.

Fordi et salg er skønt og bekræfter dig i, at du er på rette spor.

Såeh ...

Hvad skal din døråbner være?

 

*Hvad jeg mener med det, må du læse om i næste uges blogindlæg 😉 Lækker lille cliff-hanger, ikås?

Close

50%

Du skal blot udfylde nedenstående felter

Du kan til enhver tid afmelde dig.