#29 ”Jeg gør det … i morgen”

Der er dage, hvor jeg nærmest er dronningen af overspringshandlinger.

Det er som regel, når jeg skal skrive tekster til os selv.

Så sidder jeg hjemme, for der er jeg (trods alt) mest inspireret - eller i hvert fald mest magelig.

via GIPHY

Næh se! Graham Norton Show

Så snart jeg åbner computeren, sker der noget meget mystisk.

Pludselig befinder jeg mig i stuen - hvordan kom jeg op ad trappen uden at bemærke det? Og en eller anden bølle har tændt for mit fjernsyn! WTF??

Nogle dage kan jeg ignorere fjernbetjeningen, der ellers ligger og kalder på mig på bordet … andre dage?

GRAHAM NORTON SHOW here I come!

Det er min yndlingsoverspringshandling, fordi jeg mener, jeg bliver klogere … i hvert fald på tør engelsk humor, nyt fra film og musik - og hvis jeg er ekstra-heldig er der smukke mennesker på Grahams fine røde sofa.

Der er kun en enkelt ulempe ved Graham.

Han er vildt opmærksomhedskrævende!

Fååårk, gik der lige en time??

Jeps! En time i selskab med Graham er skønt … men det bliver blogindlæg og Linkedin-artikler desværre ikke skrevet af. 😔

Det er jo lige til at få stress af.

Hvilket forskere da også har undersøgt. For den gruppe af mennesker, der lider mest af prokrastination (smuk fordanskning af et fancy latinsk ord) er nemlig universitetsprofessorer. Og så skal sådan et fænomen selvfølgelig undersøges på alle leder og kanter.

Smitter det?

Njah, de fleste af os har nok trods alt syltet opgaver, vi ikke lige gad, kunne overskue eller syntes, vi havde tid til.

Pudsigt nok er det tit de opgaver, der bliver supertrælse, jo længere de ligger og prutter på bordet. For laves skal de jo - og er du ganz allein i biksen, skal du gøre det selv.

Hvilket bare gør det endnu mere tarveligt.

Du har nu to valgmuligheder

  1. Udskyd opgaven til du simpelthen ikke kan undslå dig mere og udfør den derefter halvhjertet, med dårlig samvittighed til følge.

ELLER

  1. Gør det NU! Bliv færdig - for den bliver ikke mindre træls af at vente - og kom videre. Sørg evt. for at den opgave, du skal i gang med, når den her grimrian er overstået er en opgave, du virkelig brænder for.

Er det hele helt elendigt? Så husk på, der altid er valgmulighed 3: Udliciter opgaven! Find en eller anden, der brænder for det, du brænder ud over og giv vedkommende opgaven (og en pose penge). Nu er problemet løst og du kan med sindsro lave noget, der er meget sjovere.

 

PS: På onsdag d. 10. juli kl. 15.15 giver Mette tips til, hvordan du overkommer opgaver, der virker uoverkommelige - især markedsføringsopgaverne. Vi ses!😎

PPS: Heldigvis kan du også følge Graham Norton Show på Facebook - der har de været så søde at klippe de sjoveste samtaler og anekdoter ud af det lange program = en noget kortere overspringshandling. Ja, det er nærmest ’lovligt’ at give din hjerne 5 minutters pause med Graham og alle kendisserne … 

Close

50%

Du skal blot udfylde nedenstående felter

Du kan til enhver tid afmelde dig.