#62 Går du for meget i andres sko?

via GIPHY

(Hvis du fornemmer et sko-tema, så bær over med mig, det er snart overstået)

Alle kvinder kender det her (generaliserer hun lige)!

Du ser en gå forbi med det perfekte par sko.

De er lækre, smukke og hold nu kæft, hvor ser hun godt ud, som hun går der!

Du køber fluks et par sko magen til

... mest fordi de er så fede, at du vil fortryde det for evigt, hvis du ikke køber dem.

Og fordi du drømmer om at have det som hende, der gik forbi på de tårnhøje hæle, helt upåvirket over det lave lufttryk deroppe i skyerne.

I begyndelsen er du begejstret for skoene, men snart begynder de at gnave.

For de er ikke perfekte til dig ...

Og du har heller ikke rigtig noget tøj de egentlig passer til. Du føler dig faktisk lidt fjollet, når du stavrer af sted med dem på. Slet ikke sofistikeret og smuk, som hende du så.

Hvad fejler de sko?

Ganske givet ikke en hylende fis.

Det er sjældent skoene, der trykker (tøhø), men i stedet ærgrelsen over, at den drøm, de bragte med sig, ikke bliver opfyldt.

Nøjagtig ligesom når du ser en anden, der bare fyrer den af i sin markedsføring, og du tænker, sådan vil jeg også gøre!

Så du låner lidt hist og pist, fordi du godt kan li' udtrykket og den følelse, markedsføringen giver dig.

Du vil have samme succes. Og så må man jo nogle gange hugge en hæl og klippe en tå (som Askepots stedsøstre erfarer ... men skoen passer stadig ikke, nu er den bare mere nasset 🤢).

Find dine egne (markedsførings)sko

Når du finder din egen stil, ved du også hvilke slags sko, du skal købe - og hvilke du skal undgå.

Fx elsker jeg at se andre i stiletter, men jeg går ikke i dem selv. Jeg er mere til de farvestrålende sko med lave hæle.

Dine sko er blikfang. Din markedsføring er blikfang 👀

Du skulle gerne tiltrække de rigtige blikke med din markedsføring.

Skab din egen stil

Hvis du låner lidt for meget af de andres måde at gøre tingene på, vil du opleve, at din markedsføring aldrig rigtig passer til dig. Den skarver, gnaver og er pissetræls at arbejde med.

Bare rolig. Der er også en slags markedsføring, der er perfekt for dig.

Den handler om at skabe din egen stil.

Og ja, du må meget gerne lade dig inspirere af andre. Du skal bare være 100 % skarp på, hvordan du bruger inspirationen, så din markedsføring føles som DIN.

Ingen gider gå i andres sko (særligt lang tid ad gangen), så gør dig selv den tjeneste at finde sko, der passer til dig.

Så kan du også gå meget længere i dem, uanset hvilken slags du er til 👠🥿👢👟

 

onsdag d. 26. februar kl. 10.00 kan vi snakke om sko, markedsføring, stil eller hvad du lige lyster ... jeg er klart bedst til at give råd om markedsføring. Vi ses på Facebook til Live med Memora - tag de fornuftige sko på 😝

Close

50%

Du skal blot udfylde nedenstående felter

Du kan til enhver tid afmelde dig.