#66 Sådan ved du, om dine modtagere forstår dig

via GIPHY

"Hvorfor hører jeg ikke fra mine følgere på Facebook?"

"Hvorfor får jeg ingen likes?"

"Hvorfor ser ingen mit indhold?"

Ja, hvorfor mon?

I sidste blogindlæg hørte du lidt om, hvordan du ubevidst forvirrer dine modtagere, og det er selvfølgelig den overvejende årsag til, at de ikke gør, som du gerne vil ha'.

MEN ... du har altså også andre pejlemærker at gå efter, når jagten går ind på at finde ud af, OM dine modtagere forstår dig.

Her er min top 5:

#1 Du får absolut ingen reaktioner

Dine modtagere kan slet ikke relatere sig til dig indhold. Her er to åbenlyse årsager, du kan dykke ned i:

  1. Du kender ikke din målgruppe godt nok ... ja, det er røv, og ja, det kræver knofedt og indsats at komme videre herfra
  2. Du kender din målgruppe, men du formår ikke at tale deres sprog. Kig på hvad andre, der sælger til samme målgruppe som dig, gør og lad dig inspirere - men lad være med at kopiere.

Reaktioner er direkte proportionelle med din indsats. Og hovedparten af det indhold, jeg ser fejle, er det, der ikke taler til målgruppen.

#2 Du skal forklare det, du laver, om og om igen

Tager det en hulens tid at forklare andre, hvad du render og laver? Så kan det være noget så enkelt, som at din virksomheds formål er uklart.

Du skal gå efter at kunne forklare din forretning med en enkel sætning.

Væk med faglige udtryk, der nok får dig til at lyde klog og veluddannet, men også skræmmer dem, du vil have i tale væk.

Ja, det er FEDT at du ved en masse om dit felt.

MEN kan du ikke forklare det til din målgruppe, er der noget galt.

Mit personlige eksempel får du lige her:

Tidligere sagde jeg til høj og lav, at jeg arbejdede med content marketing. Som jeg så møjsommeligt måtte forklare, og jeg faldt bestemt i faglighedsfælden mange gange med ord som FOMO, funnel, CTAs og alt muligt hejs. Og så gider vi slet ikke gå i gang med snakken om, hvad der skete, da jeg smed storytelling ind i det mix.

Nu siger jeg: Jeg er tekstforfatter og kan gøre dine tekster lækre og kundevenlige.

BUM

Det kan du også gøre 😎

#3 Dit indhold konverterer ikke

For at få dine modtagere til at gøre det, du gerne vil, skal dit indhold være SKARPT og præcist.

Du skal ikke være bange for at bede dem om at gøre præcis det, du vil have dem til.

Fx: Klik her og få XX

Skarpt indhold er skåret ind til benet og renset for fancy udtryk, som kan få en potentiel kunde til at værgre sig, fordi vedkommende bliver i tvivl om, om hun kan bruge det, du siger til noget.

Frygten for at virke dum er et tveægget sværd. Du frygter at virke dum, hvis du bruger dagligdags vendinger. Din potentielle kunde frygter at virke dum, hvis hun ikke forstår indholdet af din vare. Derfor er det mere trygt for hende ikke at købe din vare.

#4 Du har en masse varer på hylderne

For at skabe det bedste grundlag for klar kommunikation bør du sælge max 2-3 ting til en meget specifik målgruppe.

Hvis du har for mange varer til for mange forskellige typer mennesker, er du måske ikke selv helt skarp på, hvem du vil sælge til.

Jo flere varer, du har på hylderne, desto sværere er det for dig at få solgt noget.

#5 Du aner ikke, hvad du skal skrive om

Når først du ved en hulens masse om dine modtagere, din egen forretning OG de få varer, du vil sælge, bliver det automatisk meget lettere at få indhold ud.

Hvis du sidder og klør dig i nakken, hver eneste gang du skal til at skrive et nyhedsbrev, blogindlæg eller lave en video, et opslag eller noget andet godt til sociale medier, er det fordi du ikke er klar nok i spyttet på, hvem du vil tale til, og hvad du vil tale om.

Sådan sikrer du, at dine modtagere forstår dig

Du kan stille dig selv de her 4 enkle spørgsmål:

  1. Hvad er det ENE resultat, du ønsker for andre?
  2. Hvad kan du, som ingen andre kan?
  3. Hvordan ser dine kunders før og efter samarbejdet med dig ud?
  4. Hvilket slags menneske vil du ELSKE at hjælpe?

Når du selv har klare svar på de 4 spørgsmål, bliver dit indhold skarpere og dine modtagere vil forstå dig.

Du kommer nok ikke udenom, at du mister nogle i svinget, fx i dine nyhedsbreve.

Det skal du fejre, ikke ærgre dig over.

For dem, der afmelder sig, var alligevel ikke de rigtige kunder for dig 😉

Det handler om at ramme de rigtige med 2-3 skarpe tilbud, som de vil have enormt svært ved at sige nej til, fordi de kan se, hvad de får ud af at arbejde sammen med dig.

 

I denne uge får du ingen Live med Memora.

Øv-bøv-bussemand!

Til gengæld kan du deltage i en afstemning om, hvornår du fremover gerne vil have Live med Memora - for det handler jo om, at du kan være med og få svar på dine spørgsmål 🧡

Du stemmer lige her - og det er også her du finder tidligere lives og andet guf!

Close

50%

Du skal blot udfylde nedenstående felter

Du kan til enhver tid afmelde dig.