#77 Hvor skal jeg markedsføre mig henne?

via GIPHY

Hvis du har svært ved at få det hele til at hænge sammen, er det sidste i verden, du har brug for, flere platforme!

Og med platforme mener jeg steder, du markedsfører dig.

Altså de gængse:

Facebook, Linkedin, Instagram, Twitter, Snapchat, blog, hjemmeside, nyhedsbrev, Pinterest, TikTok, YouTube, podcast ...

Og det er endda kun en del af de mange online-platforme, du kan vælge at benytte.

Læg dertil alle de off-line platforme, som vi nogle gange glemmer:

Messer, brochurer, rapporter, aviser, magasiner ...

Ja, der er nok af steder at markedsføre dig, så dit spørgsmål bør i virkeligheden være:

Hvordan vælger jeg det rigtige sted at markedsføre mig?

Hviiiis vi har mødt hinanden før, så ved du godt, hvad jeg vil sige nu.

Hvor er din målgruppe henne?

Okay, kort historie:

Sidst jeg lancerede en Facebook-challenge, prøvede jeg noget nyt.

Jeg lagde et opslag op på Linkedin, som en test.

Jeg var stensikker på, at de professionelle profiler på Linkedin ikke var til at flytte over på Facebook (som i Linkedin-biblen er et sted for kattevideoer, surdejsprojekter og skøre familiebilleder*).

Jeg fik 12 tilmeldinger på det ene opslag.

UDEN at betale en eneste markedsføringskrone.

De hoppede gladeligt over på en anden platform.

Min primære målgruppe hænger IKKE ud på Linkedin.

De er på Facebook og Insta. De er på mit nyhedsbrev - og læser min blog (heeeey 👋👋).

Meeen jeg fandt mig så bare lige 12 nye online-følgere, som var klar på at flytte platform OG connecte med mig.

Pointen med historien er:

Du skal markedsføre dig, hvor din målgruppe er

Det kan godt være DU har det bedst på en bestemt platform (jeg er tydeligvis glad for bloggen og Facebook ...).

MEN hvis din målgruppe leger på en anden platform, skal du sgu være der!

Så i stedet for at hidse dig op over, at dit indhold ikke bliver set, hørt og taget til efterretning i det omfang, det fortjener, skal du måske lige tjekke en ekstra gang, om du er det rigtige sted.

Spørge et par af dine kunder, hvor de hænger ud, når de har brug for hjælp til det, du tilbyder.

Jo bedre du kender dem, desto nemmere er det for dig at få adgang til dine modtagere.

Taletid.

Lyttetid.

Og ørenlyd!

For vi er mange (seriøst mange!) om budet, når det handler om modtagernes gunst.

Men det er nemmere for dig at komme igennem, når du har det rigtige indhold på det rigtige medie.

Samtidig kan det tage brodden af din panik over, at du ikke aner, hvad du skal fortælle dine modtagere.

Tænk nu, hvis de overhovedet ikke er til alenlange Linkedin-artikler, men mere til et par lækre billeder og en skarp tekst på Insta 👀

Derfor opfordrer jeg dig til at bruge ugen på at finde ud af, HVOR dine modtagere hænger ud - og så lave indhold til den platform.

 

Du kan godt glæde dig til næste uge - der tager vi to en snak om blog - og om du overhovedet skal have en 🤓

 

*Totalt usandt, men den vender vi lige en anden gang!

Close

50%

Du skal blot udfylde nedenstående felter

Du kan til enhver tid afmelde dig.