#86 Spark liv i dine historier

via GIPHY

Et lyserødt velour-joggingsæt??

Kender mine kusiner mig overhovedet ikke?

Og vi taler Barbie-lyserødt! Selv lynlåsen. Shoot me now!

Ja, det var da sikkert en rigtig fin julegave til en eller anden ANDEN pige, men til mig?

Mig, der klatrer i træer, altid har huller i bukseknæene, skidt under neglene og hellere vil dø end ligne en 'rigtig pige'?

Det var dæleme en lang juleaften!

Kan du se, hvad der lige skete der?

Historier hører til i din markedsføring

Hvis du er af den holdning, at personlige anekdoter overhovedet ikke hører til i din markedsføring. Går du glip af et af de smukkeste greb i din markedsføringsværktøjskasse 👩‍🔧

For historier - aka storytelling - er noget af det, der nærmest garanterer relationsdannelse. Selv på det kolde, store internet.

Hvorfor?

Fordi dine historier er unikke for DIG. Ingen andre kan fortælle dem, som du kan.

Det kan da snildt være, du også har fået et pink jogginsæt en gang tilbage i 80'erne (ja, så gammel er jeg!), men reagerede du som jeg?

Eller fik min historie dig mon til at huske en eller anden hade-gave, du en gang fik?

Jeg hælder til at tro på det sidste 🤔

Sådan sparker du liv i dine historier

Hvis du mangler liv i dine historier er her ugens bedste hack til dig:

Beskriv ALT i detaljer!

Gå bananas.

Tro mig, historien om den lyserøde joggingdragt var maaaajet længere, end den, du nu har fået serveret. Både i beskrivelsen af selve joggingdragten og i beskrivelsen af den ca. 10-årige mig.

Detaljer bringer historien til live

Jeg kunne jo sagtens have fortalt dig, at jeg som 10-årig havde mit livs værste juleaften, fordi mine kusiner gav mig en dårlig gave.

Men helt ærligt - det er sgu en fesen version af begivenhedernes gang OG sætningen ovenfor giver dig med garanti ikke en særlig følelse - vel?

For at fremprovokere følelser har vi brug for detaljer. Ting, som vi kan spejle os i. Om det så er tåkrummende, nostalgisk, romantisk eller noget helt fjerde.

Når nu du har besluttet dig for, at din markedsføring skal skabe og styrke relationer (for det regner jeg med, du har), handler det om at skabe følelser. 

Detaljerne vækker følelser hos din modtager

Når du har skrevet alle de detaljer, du overhovedet kan komme på i en given historie, så læs den højt for dig selv.

Vurder, hvad der giver mening at beholde (dvs. hvad maler billedet) og hvad du kan slette (dvs. hvad giver ikke ekstra farve til billedet).

Er det første gang du kaster dig ud i arbejdet med detaljer, så gør dig selv den ekstra tjeneste at lægge teksten fra dig et par dage og genbesøg den med friske øjne.

Tilfreds?

Så tryk SEND 😎

 

Psst ... hvis du gerne vil arbejde med storytelling i din markedsføring, men ikke kan få dine historier ud, så er mini-onlinekurset Aldrig mere Skriveblokering til dig 🤓

Close

50%

Du skal blot udfylde nedenstående felter

Du kan til enhver tid afmelde dig.